Køreturen ned i søndags var lidt mere spændende end den plejer at være.. Udstyret med en meget officiel invitation fra BIVB og et ligeså officielt dansk Covid-pas gik turen durk gennem det, som jeg fik beskrevet som den vildeste snestorm Tyskland har set siden 1978. Fra Hamborg til Frankfurt stod den på 7 graders frost, 5-10 cm. sne på motorvejen, kuling fra øst og biler, der snurrede rundt i flæng til højre og venstre. Vel nede i Rhindalen steg temperaturen til plus 7.. En temperaturgradient på 14 grader over 100 kilometer, så man forstår godt at vejrguderne var lidt oppe at toppes.
Her Valentinsdag kan jeg så gøre status over en uges intenst smagemaraton. Da jeg var nede i sommer, først i juli og senere hele vejen gennem høsten, virkede det som om ’19 var en nærmest magisk årgang, med vine høje i alkohol, javist, men også, nærmest naturstridigt, med fantastisk transparens og meget fin friskhed. Og vinverdenen har været ved at koge over siden da – Bernard Hérvet har endda leget med tanken om at det skulle være den bedste årgang siden 1865. Og er det så det?
Nej.
Det er en rigtig fin årgang, der stadigvæk her, lige før flaskning for mange og lige efter flaskning for nogle, viser meget fin transparens – det, vi ville kalde at ‘være tro mod terroiret’, dvs. at terroirets specifikke smagsnuancer kommer tydeligt til udtryk i vinen. Og det til trods for, at vinene gennemsnitligt er høje i alkohol – jeg vil tro, at gennemsnittet for årgangen ligger meget tæt på 14% – og solmodne i smagen.
Den store forskel siden i sommer er, at de har tabt noget af den fantastiske friskhed, de viste. Ikke således at forstå, at det er blevet en gumpetung årgang – langt fra – men således, at der taget over en kam ikke er tale om tåspidsdansere, at de ikke har den legende lethed i munden, som jeg er så betaget af. Jeg elsker, når en vin danser ballet i min mund! 2019 er en årgang af den type, som amerikanerne vil sætte pris på og som vi andre gerne indtager i vinterhalvåret som ledsager til en vildtragout eller Boeuf Bourguignon.
Som de viser sig nu lægger årgang 2019 sig fint ind i den efterhånden temmelig lange række af rigtig gode og noget varme årgange som 2003, 2005, 2009, 2011, 2015, 2016 og 2018. Og vi kan roligt lægge 2020 i samme kurv, baseret både på mine oplevelser under høsten og på fadsmagninger i løbet af ugen.
Det gode er, at vigneronerne her i det Hellige Land er blevet bedre til at håndtere varmen, både med hensyn til vitikultur, vinifikation og élevage. Der er en dynamik blandt bønderne, som ikke er set siden agrokemien overtog herredømmet i ’60erne og ’70’erne – allehånde forsøg, hovedsaglig blandt de unge vigneroner, med andre typer beskæring og opbinding, med øget biodiversitet i markerne, med kortere vinifikation og finere ekstraktion osv. Alligevel afslørede dagens gåtur i markerne nord for Nuits at mere end halvdelen af markerne stadig sprøjtes rutinemæssigt med round-up. Ting ta’r Tid, her som i Danmark.
Det onde er, at vi helt tydeligt er på grænsen af, hvad stokkene, og ikke mindst rodstokkene, kan tolerere. Vi ser en kraftigt stigende dødelighed blandt stokke plantet de seneste 20 år på rodstokke af typen 161-49C, der langt overvejende anvendes her i det Hellige Land – og det er virkelig bekymrende. Det er umuligt at sige med sikkerhed, at det éntydigt skyldes tørken, men den er med stor sandsynlighed medvirkende årsag. Andre følger af Global Warming er indtoget af nye, varmeelskende insekter, der ikke er synderlig påvirket af de traditionelle bekæmpelsesmidler.
Summa summarum: Vinbønderne har til stadighed nye udfordringer at forholde sig til og håndtere på bedste vis, Covid gør alting meget anderledes og Det Hellige Land ligger badet i vintersolen, mindst lige så æterisk og vanskeligt at få greb om som det plejer at være – og vi har endnu en årgang, som hverken er helt det ene aller helt det andet, men som omvendt er noget helt for sig selv. Alt er godt! 🙂
