Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har været hårdt ramt af min Man Flu; her en måned og en dag efter at jeg gik ned hoster og snotter jeg stadigvæk.
Og de sidste 14 dage har stået i kunstens tegn, for Gitte Bjørn, som ejer værkstedet på Prags Boulevard, har fernisering på sin soloudstilling TAPAS på Designmuseum Danmark i dag, 25.01. Jeg har bistået efter fattig evne, stået for det skriftlige, for oversættelser, sat udstilling op og alt sådan noget.
Til gengæld har der været stille på vinfronten – men det er stilheden før stormen, for i løbet af de næste par måneder forventer jeg at se ’20 fra Bruno, Guyon, Chevallier, Chopin, Hoffmann – Jayer, Ledy og sikkert nogle flere.. Det er tilladt at glæde sig til at modtage allokationstilbud! 🙂
Pop-Up På Prags er et forsøg på, i tætte & trygge rammer, at se hvor meget ‘information’, altså duft- og smagsindtryk, vi evner at hive ud af de vine, jeg serverer – og jeg serverer alting blindt. Vi forsøger at sætte ord på så mange indtryk og associationer, som vi kan hitte frem til, og prøver om vi kan genkende og forstå hinandens kommentarer – vi prøver med andre ord at skabe både et vokabularium og en referenceramme for det at smage vin, og dertil et forum, hvor der kan diskuteres fordomsfrit.
Det er IKKE en konkurrence om at vide hvad kældermesterens hund hedder eller hvad den ampelografiske bestemmelsesnøgle (druernes stamtræ) er for noget – det overlader vi til konkurrencemenneskerne.
Her gælder det fællessmagning, og der stilles absolut ingen krav til erfaring –
Wine is for Sharing!
Som altid er hyggen et fælles ansvar! 🙂
Hvor: Gitte Bjørns Værksted, Prags Boulevard 63C, 2300 S
Hvornår: Fredag 27.01 2023 kl. 15.30 – 18.30
Hvad: Sidstefredagimåneden-smagning
Pris: kr. 250
Tilmelding: Se nederst på siden – max. deltagerantal 12, først-til-mølle..
Formålet her ikke er at slå hinanden i hovedet med vores faglighed – eller mangel på samme. Tværtimod er formålet at vi kan lære mest muligt undervejs, høste maksimal viden af øvelsen: Jeg serverer et antal sæt, hvor der er et eller flere lighedpunkter mellem vinene. Opgaven er så at undersøge lighederne og forskellene, og forsøge at sætte dem i kontekst. Det kunne for eksempel være to vine fra samme domaine, i samme år, men fra forskellige marker. Det kunne også være samme domaine, samme mark, men forskellige år. Eller samme mark, samme år men forskellige domainer. Måske en vin med 100% egrappage (afstilkede druer) og en med 100% grapes entières (hele klaser)? Eller en med 100% nyt fad og en med 0% nyt fad? Kulturgær og naturgær? Samme drue, forskellig område? Samme område, forskellig drue? Kemisk vin og rigtig vin? (Fa’me nej – Jeg nægter at servere kemisk vin!) Der er rigtig mange måder at sammensætte på, så to vine kan sætte hinanden i perspektiv, og det er altid et godt udgangspunkt for diskussion.
Som de entusiaster, der har deltaget i tidligere Pop-Up På Prags ved, er der ikke tale om noget salgsarrangement – omend WineInVein ind i mellem rent faktisk også, hårdt presset og med en tåre i øjenkrogen, kan bringes til at videreformidle en enkelt flaske eller to.
Snarere er det min måde at nørde helt i bund på, at forsøge at forstå tilgang, terroir og stil så godt som muligt sammen med ligesindede vinentusiaster. Derfor er deltagerantallet også begrænset, både for at holde den dér virusting pænt på afstand, og så vi rent faktisk kan høre hinanden og føre en dyb og kvalificeret diskussion på et højt intellektuelt plan! Ja ja, jeg ved det – men håbet er da lysegrønt..
Tilmelding er strengt nødvendig!
Skriv en mail til tavs@wineinvein.com og gør rede for hvor mange du er. Så vil jeg til gengæld fortælle, om der er plads til dig/jer, og hvis der er plads, så vil du/i være tilmeldt, når du har indbetalt kr. 250 / person på Mobile Pay 115615 eller på bankkonto 3163-380753810 mærket ‘Pop-Up sidstefredagimåneden-smagning 30.12‘
Vel mødt til Pop – Up På Prags!