Jeg er en fuldblods vinnørd. Jeg ved det godt, jeg står ved det. Jeg har lært at leve med mig og mine tilbøjeligheder, har lært at acceptere, at vin er en permanent tilstand. WineInVein – husk, jeg sagde det før ‘Druk’.. 🙂
De som kender mig godt ved, at min motivation, mit brændstof, er en uudslukkelig nysgerrighed og videnstørst, et akut behov for at forstå og løfte og udvikle til næste niveau – sådan har jeg det med alting, herunder vin. Derfor er jeg i det Hellige Land, og i Tyskland, mange gange om året. Derfor høster jeg, derfor laver jeg selv vin, derfor følger jeg med i alting vinrelateret. Derfor er jeg med der, hvor det sker, sammen med dem, som får det til at ske. Ikke fordi der er penge at tjene (en klog, gammel englænder sagde engang, at det eneste, man skal have for at tjene en formue på vin er en endnu større formue til at starte med..), men fordi jeg finder en dyb, dyb tilfredsstillelse ved at være fysisk og aktivt involveret i processen. Jeg er aktionsforsker, en videnskabsteoretisk metode, der handler om selv at deltage i sit forskningsfelt for på egen krop og sind at erfare, hvad feltet har at byde på. Wine is for Sharing!
I sommer, da jeg i et bjergtagende øjeblik stod i La Folie-marken og så solen stå op øst for Mont Brouilly og var helt opslugt af oplevelsen, blev jeg pludselig helt flov – jeg tænkte at det var synd for dem, der ikke havde muligheden for at få en sådan oplevelse. Følelsen af jord og sten under fødderne, stadig varm fra i går, duften af tørret græs og urter fra vinstokkene, lyden af de andre Vendangeurs (høstarbejdere), der gør sig klar, det fuldstændig storladne landskab med Mont Blanc i horisonten. Fællesskabet, det på én gang primitive arbejde, som generationer af vinbønder har udført hvert eneste år, men her koblet med intelligens, innovation og lidenskab. Hold da op.. Jeg nægter at tro, at der skulle findes et narkotikum, der kan bare halvdelen af det.
Jeg besluttede mig for at finde ud af om der skulle være andre end mig, der synes at den fedeste ferie, man kunne forestille sig, ville være at knokle en uge i nogle af de navnkundige vinmarker i det Hellige Land; at spise ost, charcuterie og baguette i solen med de andre, le og lære, at sidde i timer med en Secateur (saks) og inspicere druer, én for én, og klippe dem fra stilken og se dem trille ned i spanden, som fyldes uendelig langsomt. At være en del af den læringsproces, som hver eneste ny høst er, at deltage i fællesskabet omkring tilblivelsen af den nye vin. Oven i købet, lige som jeg, at betale penge for transport og ophold for at få lov til at knokle. Der kan ikke være mange, tænkte jeg, men måske er der enkelte, der er ligeså sindssyge som jeg – og dem ville jeg virkelig gerne unde chancen.
Jeg spurgte PO fra domaine Moron – Garcia hvordan han ville forholde sig til tanken om at jeg måske stillede med mere end blot mig selv til høsten i 2021? Han blev noget overrasket, men også glad – faktisk rigtig glad. Domænet ville ikke kunne gøre det, det gør, uden det fællesskab af folk, der støtter op omkring POs fuldstændig vanvittige projekt – et fællesskab af veluddannede kvinder og mænd fra Frankrig Holland og Tyskland mellem 30 og 45, og så en enkelt fed dansker på 59.. Jeg snakkede med en nær fælles ven, Nicolas Drouhin, om indkvartering – vi kunne blive enige om, at vi godt kunne finde en løsning, hvis man var indstillet på at det hele er lidt ‘rough and tumble’ – Nicolas har et stort hus med meget højt til loftet..
Så her er den: Er der andre end mig, der kunne have lyst til at betale gode, danske, skattebelagte kroner (altså, ikke til mig) til transport og eventuel indkvartering for at få privilegiet af at svede, grine, bande, forundres og i det hele taget være en del af den fælles proces, som skaber en ny årgang på domaine Moron – Garcia? Så send mig en mail..
En af udfordringerne er, at ingen ved hvornår høsten bliver. De seneste fire år har høsten startet mellem 23.08 og 15.09, og det giver jo tre ugers forskel. Når blomstringen er overstået omkring 01.06 kan vi sige med ca. én uges margen hvornår høsten starter i 2021. Høsten varer under alle omstændigheder mindst 14 dage, og man behøver ikke være med fra start til slut; en uge er et godt udgangspunkt.
Man behøver heller ikke have nogen tidligere erfaring med at høste; Baie par Baie er der alligevel ikke nogen tradition for noget sted i verden, så vi går alle på begynderholdet.
Man behøver derimod at have et åbent sind, gå-påmod og lysten til at give og tage – at lære og at bidrage. Og så et godt stænk vanvid.. 🙂