Viberti-klanen har lavet vin i Barolo i adskillige generationer, men i 2011 valgte Gianluca at træde ud af familiedomainet og gå solo; hans tro på økologi og bæredygtighed hang ikke rigtig sammen med den øvrige familie.
Han fik en række marker med, og tog til takke med det som på tidspunktet blev opfattet som de ringeste: Alle dem, der lå allerøverst, og dermed koldest. Gianluca, der er både fremsynet og entreprenant, var godt tilfreds.
Det blev starten til 460 Casina Bric, som han meget bevidst kaldte sit nye domaine; 460 hentyder til gennemsnitshøjden på markerne, og det gør domainet til det suverænt højstbeliggende i hele Barolo. Casina Bric betyder i øvrigt Gården på Bakken, eller mere danskklingende: Bakkegården.
Markernes beliggenhed har tilmed den fordel, at de er fri for at blive forurenet af afløbet fra højere beliggende marker – helt ligeom Bertas marker i Rioja Alta er det. De ligger i øvrigt hundrede meter højere endnu,
Og ganske rigtigt betyder det en senere høst (igen ligesom Berta), hvilket giver længere ‘hang-time’, altså længere tid til den fenolske modning, uden tab af syre eftersom der altid er køligt om natten heroppe.
Vinifikationen skiller sig også markant ud; Hvor mange domainer går i retning af kortere vinifikation for ikke at overekstrahere går Gianluca den stik modsatte vej. Hans røde vinificeres i betonkar Cappelo Summerso, altså med capeau’en (hedder det ‘hatten’ på dansk?) holdt nede under overfladen af et net. Og her kommer så den helt store forskel: Gianluca vinificerer uden kemi eller tilsat gær i 50-55 dage (mod de klassiske 40 og de moderne 20) uden nogen form for ekstraktion! Ingen remontage (naturligt nok, når nu hatten holdes våd konstant), men heller ingen pigeage overhovedet, dvs. ren infusion. Rimelig radikalt her i Barolo.
Resultatet er vine, der bestemt ikke savner struktur, men som omvendt ikke har ‘grove’ tanniner – og som har rigtig fin frugtsyre, noget vi bestemt ikke er vandt til i Barolo. Og dertil er de herligt fri for enhver ‘mudrethed’ fra hårdhændet ekstraktion, og dermed dejligt rene og præcise i udtrykket – Buddhavin, med andre ord.
Forbavsende nok kan man sige det samme om Casina Brics Arneis, som får en lille smule maceration inden pressen, og som ligeledes vinificeres uden kemi af nogen art. For at være ganske ærlig plejer jeg ikke at spilde min tid på Arneis – heller ikke Giacosas. Men her er jeg villig til – sågar ivrig efter – at nyde kompleksiteten og den temmelig store mouthfeel, der stammer fra macerationen og lagringen på botti.
