Bio – og mere bio
Enrico Cauda skabte sit domaine i 2009 med den vision at lave rene, klare, præcise vine skabt i et biodynamisk og biodiverst biotop (og ja – det er meget bio..) på de klassiske druer i området, Arneis for de hvide og Nebbiolo for de røde. Assisteret af sin bror Emmanuelle (de hedder alle noget med E, ligesom Chopin’erne hedder noget med A) dyrker Enrico 4 Ha. voldsomt stejle marker med tudsegamle stokke i Roeros sandede jorder. Markerne er helt vilde at klatre rundt i, endda på to måder: Dels er området vitterligt vildt, med adgang pr. firehjulstrækker, og dels er det helt vildt at se de små plots med gamle stokke omgivet af skov og krat på alle sider, udelukkende bearbejdet pr. håndkraft og med alskens urter, græsser og buske imellem rækkerne. Her er både rådyr og vildsvin, og af samme årsag er der f.eks ikke nogen Sreja i årgang ’20 – den blev ædt af vildsvinene.
De hvide vinificeres med maceration, to-tre dage for Desajas vedkommende og 6-7 dage for storesøster Pedaforno, uden brug af tilsat gær eller temperaturkontrol. Efter endt fadlagring flaskes de uden hverken filtrering eller klaring og med et minimum af svovl – en tiendedel af det tilladte, og klart under de 30 mg/l, som er den gængse grænse for Vin Nature.
De fire røde vinificeres tilsvarende uden nogen form for kemi, og flaskes efter endt lagring med endnu mindre svovl. Udtrykket er fuldstændig forfinet; for at være ærlig var jeg ikke klar over at Nebbiolo kunne fremstå så raffineret og elegant – mere Pinot’sk i stilen end klassisk Nebbiolo’sk. Bevares, de sandede jorder gør deres, de gamle stokke og det ultralave udbytte og den udprægede mangel på svovl ligeså – men alligevel, vi befinder os mere i Prieuré Rochs verden end i Aldo Conternos, for nu at lave den sammenligning.
