Carema – hvad er det? Well, helt oppe i det allerøverste, nord-vestlige hjørne af Piemonte, bogstaveligt på grænsen til Valle d’Aosta, ligger der en mikro-appelation, mindre end 25 Ha., ved navn Carema. Eller rettere – ligger kan umuligt være den rigtige betegnelse, eftersom appelationen er mere lodret end vandret, med stokkene af Picotener og Prugnet (lokale udgaver af Nebbiolo) og Ner d’Ala stukket ind i sprækkerne i bjergsiden og holdt oppe af traditionelle træ-pergolaer ved navn Topia’er. Bittesmå terrasser ligger – de er trods alt vandrette – spredt op over bjergsiden, Metodisk og Møjsommeligt genopbygget siden 2016 af bjergbestigeren (!) Matteo, Alessandra og Rudi i deres fælles projekt, som de har kaldt Chiussuma efter det vandfald, som vælter sig ned over deres bjergside. Udtryk som ‘land’ eller ‘mark’ giver ingen mening heroppe, 350 meter over dalen, og vi er vidner til en type ekstremvitikultur, som nærmest var helt uddød for 10 år siden.
Druerne høstes engang sidst i oktober / start november, og vinificeres med godt to ugers maceration og ca. 18 måneder på to gamle barriques og en tonneau – det er hvad det bliver til på årsbasis, indtil de nye beplantninger begynder at kaste druer af sig.
Glem alt om Barolos store, mandhaftige bamsevine; det her er Piemontes Chambolle, ifølge Galloni, som også siger: “Læsere, der har en chance for at smage Chiussuma Carema, bør ikke tøve, da det er en helt særlig vin, der indfanger alle nuancerne og gennemsigtigheden af appellationen”. Som sædvanlig skal man tage alle journalisters udtalelser med stor overbærenhed og en let næserynken, men sandt er det at vinene har en saftighed, transparens og finesse, som er helt enestående i Nebbiolo-land.
Erbaluce er navnet på den lokale, hvide drue, som i århundreder har levet en tilbagetrukket tilværelse som sødvinsdrue i meget begrænset oplag. Kombinationen af Global Warming og moderne dyrkningsteknikker har imidlertid givet den særdeles syrerige drue en ny raison d’être, nu som ophav til tørre vine. Kravet er, ligesom med Bernhard Kirstens Rieslinger, at hvis det skal vinificeres tørt, så skal udbyttet være meget beskedent, koncentrationen høj og modenheden optimal. I min erfaring
sætter Matteo, Alessandra og Rudi med Pajarin en ny standard for intensitet og kompleksitet for så vidt angår vine lavet på Erbaluce. Tydeligt koncentreret, pivren med melon og pære som dominerende frugtelement har vinen en mandel-honningagtig kryddertone, og eftersmagen er lang og dvælende.
Farinel er den røde indgangsvin, lavet med helklasegæring på druerne fra de unge stokke. Forbavsende reduktiv ved åbning, men 10 minutter i glasset – eller endnu bedre, dekantering på Piedmontesisk mannér (bunden i vejret på flasken, så vinen plasker ned i karaflen) – giver frugten mulighed for at stikke sit røde hovede frem, med let kryddertone fra helklasegæringen. Det er en af de mest slubrende Nebbioloer, jeg har smagt.