Oppe i Hautes Côtes, lige på grænsen mellem Côtes de Beaune og Côtes de Nuits, ligger Magny-lès-Villers, hvor Robert Gilles og Paulette Jayer etablerede deres domaine i ’50erne. Deres søn Gilles Jayer-Gilles overtog domænet i ’90erne og vandt international anerkendelse for at lave meget intense, rene og oppulente vine med langt lagringspotentiale. Stilen var 100% afstilkning og 100% ny eg med en markant chauffage (brænding), som giver vinen toner af karamel, ristet nød og kaffe.
Min generation af Bourgogneentusiaster husker Le Domaine, hvor Evy Halberg måtte sætte Jayer-Gilles’ Hautes Côtes de Nuit hen mellem 1. cru vinene fra de øvrige producenter, når hun lavede smagninger – så markant var den. Selv har jeg stadig flasker liggende fra den tid, og en ’99 Hautes Côtes de Nuit Village åbnet for 14 dage siden var fuldstændig formidabel, og min gæst, som er en dygtig Bourgognesmager, skød den blindt til 1. cru.
Gilles solgte i 2017 domænet til milliardæren André Hoffmann fra Hoffmann – La Roche, den schweiziske medicinalgigant, som også ejer den tre-stjernede Michelinrestaurant Hôtel de Crissier. André hyrede så Alexandre Vernet til at styre domænet. Alexandre er midt i trediverne, høj, venlig og har meget klare visioner for hvordan han skal forvalte domænets meget fine, gamle stokke.
Han har indført økologisk dyrkning, som bliver fuldbragt i 2021, han bruger helklasefermentering og store amphoraer og hundrede andre mindre tiltag – og det giver vine med et markant løft, men samme intensitet som tidligere, fra de gamle stokke på domænets 10 Ha. I min vurdering er domænet på vej ind i en ny guldalder.
WineInVein fører hele sortimentet:
Hautes Côtes: Området oven for Côte d’Or, den Gyldne Skråning, hvor de største Bourgogner gror, er stort og smukt, i et kuperet landskab afvekslende mellem skov og marker. Heroppe er der naturligvis køligere, og traditionelt er det her, man pisker vinstokkene til at levere store mængder druer af en overskuelig kvalitet til at lave Cremant de Bourgogne af. Domæne Jayer – Gilles (nu Hoffmann – Jayer) har i årtier været undtagelsen, med koncentrerede vine lavet af fuldmodne druer fra gamle stokke i tæt beplantning. Alexandre fortsætter i fornem stil denne tradition.
Jorden i Haute Côtes de Beaune er dybere og mere leret end i Hautes Côtes de Nuits, som omvendt er mere kalket. Forskellen er nem at se med det blotte øje, og domænet ligger lige på skillelinjen mellem de to dele af Haute Côtes.
Det er helt fascinerende at kunne sammenligne vine, hvor markerne dyrkes ens og druerne vinificeres ens, således at forskellene alene kan tilskrives forholdene på den enkelte vinmark – det, franskmændene kalder ‘Terroir’.
Aligoté Alexandres Aligoté vokser sydvendt, hvilket er aldeles uhørt i Bourgogne, hvor man typisk lader denne 2. drue på den hvide side henslæbe en kummerlig tilværelse på nordvendte skråninger, hvor den får lov at yde store mængder tynd, syrerig vin beregnet til at blive blandet med solbærlikør. Jeg er ikke tilhænger af Kir, og der er så afgjort ikke noget Kir-agtigt over Hoffmann – Jayers Aligoté, som er stopfuld af solmoden frugt og har betydelig størrelse og fylde i munden – helt ukarakteristisk for druen og en fremragende introduktion til domænets vine.
For nørderne: De tre Lieu Dits’er med 10.000 65-årige Aligoté Doré-stokke pr. ha. hedder Corvée Jean Brun, Les Vallerots og Les Castaings, og ligger alle tre i Magny-lès-Villers, i 340 – 400 meters højde .
Hautes Côtes de Beaune Blanc Når jeg siger, at en vin har ‘blødme’, så er det netop vine som Hoffmann – Jayers Hautes Còtes de Beaune Blanc jeg hentyder til: Fyldig, frugtig, smukt afrundet, balanceret – og meget svær ikke at holde af.
For nørderne: Vinmarken, Lieu Dit’et, hedder Les Vallerots og ligger syd-østvendt i Magny-lès-Villers i 345 meters højde. 30% Pinot Blanc og 70% Chardonnay, 50 år i snit med 10.000 stokke pr. ha.
Hautes Côtes de Beaune Rouge Helt generelt er vinene fra Hoffmann – Jayer koncentrerede og fyldige, men trods det helt rene og præcise i frugten – og Alexandres Haute Côtes de Beaune Rouge er absolut ingen undtagelse. Med markant kirsebær / brombær frugt og stor fylde, med prægnant (fedt ord, men hvordan kan en vin være gravid?) struktur og lang, lineær finish er den, med respekt, i en klasse for sig selv.
For nørderne: 10.000 60-årige stokke pr. ha. i En Foigery og Les Castaings, begge beliggende i Magny-lès-Villers i henholdsvis 335 og 415 meters højde.
Hautes Côtes de Nuits Blanc Her på den mere kalkede jord i Hautes Côtes de Nuits bliver vinene knap så fyldige, men til gengæld mere mineralske i smagen, rankere. Efter min smag bedre til østers og skaldyr, men ikke lige så god som sin søster til dansk frokostbord med sursyltet eller til hvid fisk – til gengæld bedre til fede fisk. Smag og behag.. 🙂
For nørderne: 29/71 Pinot Blanc / Chardonnay, fra Le Perchy i Magny-lès-Villers og Sous le Mont samt La Flie i Villers-la-Faye. Pinot Blanc’en er 60 år i snit, og Chardonnayen 40 år. Elevation mellem 330 og 355 meter, syd til sydøstvendt.
Hautes Côtes de Nuits Rouges Modsat de hvide søstre er Hautes Côtes de Nuits Rouges knap så markant struktureret som broderen fra Hautes Côtes de Beaune, men til gengæld har den en blåbærtone i frugten, og mere kalket-mineralsk præg i eftersmagen. Det giver efter min mening ingen mening at tale om hvilken en af de to, som er størst eller bedst – de er, ligesom søstrene, kvalitetsmæssigt helt på linie; de udtrykker blot forskellige terroirer, som franskmændene ville sige.
For nørderne: 4 syd-østvendte marker fra 2 kommuner bidrager med gennemsnitlig 10.000 45-årige stokke pr. ha. i snit – Les Mailles, Sous le Mont og La Flie i Magny-lès-Villers, og Les Chasserots i Villers-la-Faye.
Côte d’Or:
Nuits st. Georges Les Hauts Poirets Efterhånden har jeg måttet erkende, at den traditionelle forståelse af terroiren i Nuits st. Georges som bondsk og rustik simpelthen ikke er rigtig. Det er ikke terroiren – det er kulturen omkring vinmageriet, der giver rustikke vine.. Hoffmann – Jayers Les Hauts Poirets er intens, koncentreret, markant frugtet, kalket og meget, meget længelevende – men den er ikke rustik. End ikke lidt. Til gengæld er den en af de største vine i sin appelation, med overlegen balance og noget nær udødelig – Jeg har ’93 i kælderen som den ældste, og den er årtier fra at blive træt..
For nørderne: 10.000 sydvendte 65-årige stokke pr. ha. på meget stejl skråning allerøverst over stenbrud i gennemsnitligt 330 meters højde.
Nuits st. Georges 1. Cru Les Damodes Intens som ingen anden fra marken, voldsomt kompleks, meget lang og mineralsk er Les Damodes fra Hoffmann – Jayer et minde om en anden tid.
Stokkene er plantet i 1901, hvilket gør dem til de ældste stokke på marken, og potentielt i hele kommunen – og det med en temmelig bred margen. Vinen er sjælden og meget efterspurgt blandt kendere.
For nørder: De østvendte 0,1 ha er beplantet med 1000 stokke, der i et godt år giver ca. 600 flasker – sidst set i 2018. Elevationen er 230 meter, og jordbunden er stenet med en del ral og grus, som er væltet ned ad skråningen siden sidste istid. Ingenting går hurtigt her..
Echezeaux Grand Cru Hvordan beskriver man en stor Echezeaux? Kompleks – jo bevares, men ellers burde der heller ikke stå Grand Cru på etiketten. Lang? Ja, selvfølgelig. Intens? Bevares, men det er stort set alle domænets vine. Balanceret? Ja absolut – frugt, syre og mineralitet går hånd i hånd, og taperer af i fuldstændig harmoni.
Imponerende og respektindgydende er den aktid, Hoffmann – Jayers Echezeaux, og den har en tendens til at placere sig højt i sammenlignende smagninger med Echezeaux’er fra andre domæner. Den er stor, den er maskulin, muskuløs, den er umami-agtig med violer og peonier på næsen sammen med myriader af kryddertoner og frugtsødme.. En oplevelse hver gang.
Hoffmann – Jayers halve hektar på Echezeaux ligger præcis ned mod Grand Echezeaux i det Lieu Dit, som hedder Echezeaux du Dessus. Som med alle domænets øvrige marker er det tilplantet med 10.000 stokke pr. ha., og i Echezeaux er de 50 år i snit.
