Alle veje fører til Vosne
Jeg smagte Brunos vine for første gang til en privat smagning af 2005 Vosne – Romanée Premier Cru’er. Diskussionen rundt om bordet gik på de mørke vine, som de fleste var begejstrede for: Arnoux – Lachaux, Cathiard, Meo – Camuzet.. For mig, derimod, var der to vine, som jeg var fuldstændig betaget af, fra en producent, som jeg aldrig havde hørt om, til trods for 20 års Bourgognelidenskab. Den ene var Brunos Aux Brûlées, og den anden hans Beaux Monts. Vores vært havde købt dem i England, og han kendte dem ikke. Efterfølgende spurgte jeg rundt i bekendtskabskredsen – ingen kendte vinene. Resultatet var, at jeg satte mig ind i bilen, kørte 1450 kilometer til Vosne og bankede på den grønne dør til Brunos kontor. Jeg kørte derfra med bilen fyldt til bristepunktet og en importaftale.
Hvad var det, som kunne sætte en velvoksen mand i bevægelse på den måde? Brunos vine har en unik smagsprofil. De er krystalinsk klare, markant parfumerede og altid løftet af en ultrapræcis syre, selv i årgange som ’05, ’09 og ’15. Lette i munden, men med stor smagsintensitet – alle de kvaliteter, der spiller for mig.
Øko inden der var noget, der hed øko
Bruno tog over fra sin bedstefar, og da han søgte om økocertificering var der ingen omlægning for hans vedkommende – domænets marker har kort og godt aldrig været sprøjtet med kemiske midler. Brunos bedstefar var en sur, gammel bonde, som ikke kunne lave vin – jeg ved det, jeg har smagt dem – men alligevel har vi meget at takke ham for, fordi han nægtede at gøre noget som helst, som hans far ikke havde gjort, som f.eks at bruge kunstgødning eller pesticider eller herbicider eller anden nymodens pjank.
Usprøjtede marker! Da Bruno indsendte sine 2003’ere til godkendelse spurgte INAQ – folkene ham hvor meget syre, han havde tilsat vinene – der blev som bekendt givet dispensation for det efter den rekordvarme sommer. Men Bruno havde ikke tilsat noget som helst; han var for længst gået over til at dyrke helt biodynamisk.
Så hvorfor den lave PH-værdi? Brunos marker er beplantet med gamle stokke, og de er mindre følsomme overfor varme end unge stokke. Men der er andre producenter med gamle stokke, og de har ikke samme friskhed i varme år.. Men husk – markerne har jo aldrig fået kunstgødning, NPK, hvor K står for Kalium – og Kalium binder frie H+ ioner, som derfor ikke indgår i syreopløsninger, hvorefter syretallet falder og PH stiger. Ja, jeg ved det, totalt nørdet, men der har vi forklaringen – derfor er Brunos vine altid friskere end andre producenters, selv om han høster helt moden frugt.
WineInVein fører hele sortimentet:
Bourgogne Passetoutgrain (Vosne) Normalt 90% Pinot Noir og 10% gamay, alle plantet i 1930’erne, og det er den eneste vin i Brunos portefølje, som ikke er en ‘terroir’- vin; det er her, sjatterne fra alle de store vine havner. Ren, frugtet og charmerende med rigtig god intensitet og den karakteristiske Bruno’ske vitalitet, men ikke lige så struktureret som de øvrige – denne vin bliver normalt flasket allerede i december.
Chardonnay Les Glapigny (Vosne)
Stokkene blev plantet af Brunos bedstefar i 1946. En lille bid af marken stikker uden for Bourgognes regionale grænse, og derfor bærer vinen appelationen VdT – men det ændrer ikke ved at der er tale om Bourgogne; oven i købet fra Vosne. Vinen er rank, præcis og fokuseret med tydelig Vielles Vignes – karakter; stor smagsintensitet, med hvid fersken, svag hvid peber og salvie og lang, mineralsk eftersmag.
Bourgogne Aligoté (Vosne)
Vielles Vignes? Well, stokkene blev plantet i 1926 af Brunos oldefar, så vi nærmer os snarere Trés Vielles Vignes eller sågar Vignes Ancestrale.. Udbyttet på de gamle stokke er altid minimalt, og det giver ingen kommerciel mening at lave denne vin, men som Bruno siger: “Min oldefar lavede denne vin; min bedstefar lavede den – så jeg laver den også.” Og der er grund til at være tilfreds med det, for den er intens og egenartet og helt sin egen med både krydret og parfumeret næse nærmest af stikkelsbær/solbær og intens, lang, mundvandsdrivende smag med fersken, abrikos og våde sten. Udvikler sig positivt over mindst 15 år.
Les Champs d’Argent (Vosne)
De tudsegamle vinstokke laver den eneste Bourgogne Rouge med Vosne-krydderi, som jeg kender til. Knap så forfinet som de større terroir’er, men giv den tid i kælderen – så skal du bare se.. Blandede mørke bær, let jordet og med førnævnte Vosne-krydderi på næsen, solid frugt og god kompleksitet i munden og med forbavsende længde på finalen – den bør tages alvorligt.
Les Hauts de Beaux Monts (Vosne Village) Marken ligger, som navnet nok antyder, oven over Les Beaux Monts helt op mod skoven. Den er stejl og stenet, og vinene herfra er altid kølige og forfinede i udtrykket – ”airy’, som Englænderne siger. Modne kirsebær, sortebær og et strejf af hyldebær, meget mineralsk og med klassisk Vosne-krydderi på eftersmagen.
La Combe Brûlées (Vosne Village) Marken ligger lige ovenover Aux Brûlées, og vinene herfra deler den karakteristiske ‘gun-flint’ aroma i næsen. En anelse dybere i frugten, med modne kirsebær og lidt abrikoskerne. Intens som alle Brunos vine; de gamle stokke giver dybde i smagen, som afsluttes mineralsk og krydret.
Les Haut Maizières (Vosne Village) I en lille fordybning præcis bag ved kirkegården i Vosne ligger Brunos parcel, beplantet i ’40erne. Hvor de tre øvrige Village vine ligger oven over Grand Cru bæltet ligger denne lige nedenfor, helt op mod Les Suchot. Jorden er dybere her, så vinen er fyldigere og mere robust end de øvrige, mere kompleks,, men knap så elegant – og aromatikken er berusende.
La Montagne (Vosne Village Monopole) Allerøverst oppe i combe’n, helt oppe i trekanten, hvor mark bliver til skov, har Bruno en pyttelille mark helt for sig selv – et Monopole. Tilplantet i 1926 er det den mest raffinerede af de fire Villager, og den med flest blåbær på næsen. Desværre laver han kun halvandet fad om året, så det bliver til 12 flasker til Danmark..
Les Corbeaux (Gevrey 1. Cru) Brunos Corbeaux ligger op mod Mazi – Chambertin, lige der, hvor den kølige luft fra combe’n flyder ned forbi byen mod vejen. Det er uden tvivl medvirkende til at den er forbavsende elegant af en Gevrey at være, uden nogen form for animalske toner men med en fin hindbærsødme på næsen, som i øvrigt frugtmæssigt ligger i kirsebær – brombærland. Klassisk Brunofriskhed i munden, læskende, med forfinede tanniner og en luftighed, man typisk ikke associerer med Gevrey.
Les Noirots (Chambolle 1. Cru) Noirots ligger i den nordlige ende af Chambolle, nedenfor Bonnes Mares midt mellem – og den opfører sig egentlig også som en mindre udgave af en Bonnes Mares, præget af den stenede, sandede jord og de gamle stokke, hvoraf hovedparten er over 80 år. Tanninerne er fløjlsagtige, men strukturen tydelig. Frugten er et eller andet sted i kirsebærregisteret, lidt Amaro i stilen, og finalen er lang og lineær.
La Combe d’Orveau (Chambolle 1. Cru) Første gang Bruno fortalte mig historien om hans Combe d’Orveau troede jeg ikke på ham. Min fejl; siden har jeg lært ham at kende, og han fortæller ikke historier uden hold i virkeligheden. I det hele taget fortæller Bruno ikke historier. Sagen er den, at plot’et var en del af Musigny Grand Cru inden phylloxeraen, og da Brunos oldefar genplantede engang i 1890erne søgte han ikke om at få Grand Cru status igen. Og hvorfor nu ikke det? Jo, for han var en snusfornuftig bonde, og jorden blev jo beskattet efter klassifikationen – med andre ord skulle han betale mindre skat, når han ikke havde Grand Cru-status.. Vinen udviser den samme ultrakomplekse, kalkede mineralitet som Musignyer fra andre domæner, og det er jo sådan set ikke mærkeligt. Brunos frugt er altid ultrapræcis, altid moden, aldrig svulstig. Combe d’Orveau er ikke hans mægtigste vin – den ære går til hans Corton Rognet – men det er den mest forfinede, mest mineralske.
Aux Brûlées (Vosne 1. Cru) Nede i Brunos kælder ligger en samling sten fra alle de forskellige terroirer, hans domæne besidder. Han ynder at slå to sten fra Aux Brûlées sammen, for det lugter meget tydeligt af fyrtøj i brug. Og det går helt tydeligt igen i vinen, der får en røget, stenet tone oven i Vosne-krydderierne; thé, bergamotte, orientalske krydderier. Brunos Brûlée er den mest eksotiske vin i sortimentet, men den er lige så ‘holdt’ som alle de andre: igen er det det lave Ph, der gør, at vinen er pivfrisk og spændstig, også i varme årgange. Den er typisk lidt hurtigere at gå til end Beaux Monts, men den holder lige så længe, og den er lige så kompleks. Den er på en måde lidt frækkere..
Les Beaux Monts (Vosne 1. Cru) Jeg nærer en kærlighed til Beaux Monts – ikke bare Brunos, men mange andre producenters, også. Den dér rene blåbærtone i frugten, som er min ledetråd til at pinde marken blindt, elsker jeg simpelthen. Køligheden, præcisionen, elegancen. Beaux Monts er efter min mening en af de allersmukkeste terroirer i Vosne, med en finhed, som den måske kun deler med de bedste dele af En Orveaux. Hos Bruno udfolder den sig altid en smule majestætisk; der er noget distingveret over den. Og når den folder sig ud, så synger fuglene i kor og verden bliver et smukkere sted.
Aux Cras (Nuits 1. Cru) I nordenden af Nuits, op mod Vosne – den del, som insiderne kalder Nuits Côtes de Vosne – ligger Aux Cras. Brunos stykke på hele 15 ares (0,15 ha.) er beplantet med 80-årige stokke af temmelig exceptionel kvalitet, og de kaster en vin af sig, som både er dyb i frugten med kirsebær og solbær i næsen, og samtidig kompleks med toner af spaghnum, skovbund og hyldeblomst. Finalen er altid ‘løftet’, med et strejf af anis eller mynte – eller begge dele. Det er både en sjov og en meget tilfredsstillende vin at drikke.
Corton Rognet Grand Cru I mange år gik jeg og troede, at Brunos Corton var