Kaotisk.
Det er det ord, der går igen, når jeg snakker med vigneronnerne. De knokler fuldstændig vanvittigt, for væksten er eksploderet efter en sen, kold og våd sæsonstart.
Det startede katastrofalt. Vi husker alle sammen de mange billeder af brændende olielamper i markerne i dagene – eller rettere nætterne og morgenerne – omkring 6., 7. og 8. april, hvor temperaturene faldt til minus 8 grader. 3 nætter i træk; ingen mængde olielamper kunne modvirke naturkræfterne. De steder, hvor knopperne på vinstokkene var længst fremme, blev de fuldstændig brændt af af frosten.
Og hvor var det så? Hvis vi starter med det store, forkromede overblik – det, der ikke tager højde for de individuelle domainers måde at dyrke på – well, så skyder Chardonnay tidligere end Pinot Noir, så det var først og fremmest hvidvinsland, det gik ud over. Og det var i særdeleshed de varmeste marker, altså dem, der er mest direkte eksponeret mod solen, der fik kærligheden at føle: Alle 1. Cru-markerne oppe på skråningerne i Chassagne, næsten alting på fladlandet i Meursault og Puligny. De fladere marker i Chassagne ligger højere end i Puligny, så de udvikler sig ikke lige så hurtigt – og derfor blev de ikke ramt lige så hårdt. Markerne i St. Aubin er for manges vedkommende ikke eksponeret mod syd, og de er også sluppet billigere. Pernand-markerne omme på vestsiden af Corton-højen ligeså.
Og hvordan med de røde? Som sagt skyder Pinot Noir senere end Chardonnay, og derfor var stokkene mindre udsat. Vinplanterne kan tåle temmelig hård frost, så længe de ikke er begyndt at skyde endnu. Men ligesom med Chardonnay’en var de varmeste marker længst fremme, og dermed mest udsat.
Det er væsentligt at forstå, at det handler om det tidspunkt, hvor vinstokkene giver sig til at skyde. Sidst, vi havde frost for alvor, var i 2016. Den kom væsentligt senere, sidst i april, og den var ikke lige så hård og væsentlig mere lokal – men omvendt var de store Pinot Noir-marker sprunget ud på det tidspunkt, og de blev meget hårdt ramt. Det gjorde de store hvidvinsmarker i øvrigt også; husk at alle Montrachet-producenterne gik sammen om at lave én vin tilsammen af den sølle smule druer, der til sidst kunne høstes – to fade i alt.
Hvis vi så kigger nærmere på de enkelte domæner og deres måde at dyrke på, så er der alligevel stor forskel på omfanget af skader. Tænk på et dansk rosenbed: Hvornår skal planterne beskæres? Hvis vi beskærer tidligt, så skyder de tidligt – og så er de mere udsat for frost. Beskærer vi dem derimod sent, så er de ikke lige så udsat. Det er nøjagtig samme historie her: De domainer, der beskærer sent, lider mindst skade. Hvem er det? Det er selvfølgelig de små, progressive, der kan nå at beskære alting på kort tid. Alle de store domainer går i gang i november, og nogen af dem er sågar færdige inden jul. De to seneste, jeg kender, er Moron – Garcia og Vincent Ledy. Og det er også de to, der er mindst ramt.
Frost først i april er helt almindeligt i det Hellige Land, og ikke noget, der normalt giver anledning til uro. Det, som ikke er almindeligt, er at have over 20 grader i februar. Vi havde 16-17 grader i Danmark, hvis i husker tilbage, og det satte gang i vinstokkene, som begyndte at pumpe saft op i fra rødderne. De første skud åbnede sig sidst i marts, og det er meget tidligt – alt for tidligt, som det skulle vise sig. Det er altså ikke frosten som sådan, der er usædvanlig – det er varmen i februar.
Og det er netop billedet ved Global Warming: Hvis blot temperaturen steg jævnt henover hele året med én grad, eller halvanden, så ville vækstsæsonen ‘blot’ rykke sig nogle uger frem, og alt ville i øvrigt ligne sig selv. Men det er ikke det, der sker. I stedet for bliver udsvingene større, omvæltningerne mere radikale, nedbøren kraftigere, tørken længere – det hele bliver mere ekstremt.
Vi har flere eksempler at tage af, blot fra i år: Vi havde 30-32 grader sidst i juni her i det Hellige Land. Det er sådan noget, vi ikke forventer før august. I dette tilfælde betød det en fuldstændig vanvittig væksteksplosion efter det kolde og våde forår. Masser af vand, masser af varme = masser af vækst. Hvordan har græsplænerne det herhjemme? Min har i hvert fald sjældent skulle slås så meget. Hvad betyder det for vinstokkene? Det betyder, at de skal bindes op, at de skal trimmes (rognage) – med mindre man hører til den meget lille, men voksende skare, der lader dem gro og binder dem ned i buer. Et kæmpe arbejde, der pludselig skal gøres meget hurtigt.
I forhold til vitikultur – vindyrkning – betyder det tidligere bladspring, og dermed forøget risiko for frostskade, præcis som tilfældet har været i år. Det betyder større risiko for tørke, som vi har haft de sidste 3 år, værst i 2020. Og det betyder langt mere uforudsigelighed, således at vigneronerne er nødt til at være på vagt på en helt anden måde, end tilfældet var for 30 år siden.
Hvorfor er det vigtigt? Jo, for hvis ikke der er styr på planterne, så kan man ikke køre imellem dem og sprøjte uden at ødelægge både planter og sprøjte. Uanset om man dyrker økologisk, som alle de producenter, WineInVein har med at gøre, eller om man dyrker kemisk, så skal der sprøjtes mod skimmel af forskellig art. Økodyrkerne har været særligt udfordret, for de sprøjter udelukkende med kontaktmidler – en beskyttelse, der lægger sig uden på blade og druer, men som vaskes af i regn. De kemiske dyrkere bruger ‘systemiske’ midler, altså invasive kemikalier, der trænger ind i blade og druer og gør deres kemiske sammensætning giftig for skimmelsvamp – plus det løse..
Kampen er ikke forbi endnu. Der går endnu 2-4 uger, inden al markarbejdet er på plads, og der blot er modningen af druerne tilbage. Endnu 2-3 behandlinger kan vi se frem til, afhængig af dyrkningsmetode og hvor udsat den enkelte mark er. Det kan nå at gå helt galt endnu: Oïdeum spreder sig næsten ukontrolleret i Alsace og Champagne, hagl kan udslette et års hårdt arbejde på fem minutter, skybrud ligeså. Men lige nu, som jeg skriver dette, ser planterne rigtig pæne ud hos de producenter, som er vigtigst for det WineInVein’ske fællesskab.
Udbyttet er en helt anden historie. Thibault Morey fra domaine Morey – Coffinet har lidt de største tab, fordi han er den, der dyrker mest hvidt. Hans tre store Chassagne 1. Cru’er En Remilly, La Romanée og Cailleret er alle meget stejle, og vender sydligt. Derfor skyder de tidligt, og er udsat for frost. Og de er nærmest udraderede; muligvis bliver der et par fade ud af det hele til høsten. Anderledes ser det ud for hans marker nede på det fladere land: Houillères ser nærmest normal ud udbyttemæssigt, ligeså Blanchot Dessus og Batard-Montrachet. Også Charrières, hvor han kørte og spredte mystiske biodynamiske formularer, da jeg mødte ham, så rigtig fin ud – og tilmed væsentlig bedre end naboen, der er kemisk producent. Det der biodynamik, altså..
Alexandre Vernet fra domaine Hoffmann – Jayer har mistet en hel del på de varme marker i Nuits-Saint-Georges. Heldigvis er hans Hautes Côtes ikke nær så hårdt ramt – de ligger væsentlig højere, og springer senere ud. Arnaud Chopin har mistet det meste på de stejle marker, Vincent Ledys Porets bliver med et meget lille udbytte, hvorimof hans Hautes Côtes ser fornuftig ud, ligeså Gilles Moustie’s. Benoit Chevallier, har næsten ingen druer på hans Damodes, lidt mere på Boudots og ingenting på Beaux Monts. Bruno Clavelier er hårdt ramt på de høje marker, men Haut Maizières ser bedre ud. Jean Pierre Guyon mister vel 30 % i hans Bourgogne, og mere oppe i 1. Cru’erne – til gengæld er Savigny og Chorey ikke så hårdt ramt; det gælder for øvrigt også Ledys Chorey og Savigny.
Overalt så jeg marker, der var væsentligt hårdere ramt end ‘vores’, og det overordnede billede er, at der bliver meget lidt hvid vin i 2021 – sikkert ikke mere end 25% af en normal høst – og antageligt 60-70% af en normal høst i rød. Jeg vil undlade at udtale mig om de økonomiske konsekvenser; enhver kan regne ud hvad det betyder, og jeg hader det..
For stokkenes vedkommende har det som sædvanlig størst betydning for de unge stokke, mens de gamle er mere hårdføre – de skyder også senere. Min personlige forventning er at ‘vores’ domainer vil have et udmærket udgangspunkt for næste sæson, fordi de alle har langt overvejende gamle stokke. Anderledes ser det ud for dem, der har mange unge stokke, der er væsentligt mere sårbare.
