Nu har vi efterhånden slået fast, at sidste fredag i måneden er der Pop-Up På Prags fra 15 – 18. Og det holder. Næsten..
I denne Juni måned flytter Pop-Up På Prags en uge frem:
Hvornår: Fredag 19 juni 15.00 – 18.00
Hvor: Prags Boulevard 63C, 2300 S
Hvad: Vincent Ledy er landet, og det må smages!
PO fra domaine Moron – Garcia text’ede mig: Tavs, du skal snakke med en fyr, der hedder Vincent Ledy. Han er lidt mærkelig, men han laver virkelig interessant vin..
Kort efter snakkede jeg med Gilles Moustie fra Domaine de la Douaix, og han sagde: “Tavs, der er en spøjs fætter nede i Nuits, der laver seriøs vin. Ham bør du nok lige snakke med – han hedder Vincent Ledy”
Når PO siger at nogen laver interessant vin, så er det fordi de laver VIRKELIG interessant vin – han er ikke nem at imponere. Når Gilles siger at nogen laver seriøs vin, så laver de VIRKELIG seriøs vin – Gilles laver selv seriøs vin på sine tudsegamle stokke, og han lefler ikke for nogen.
3 dage senere stod jeg i en stor kælder i Nuits med en lille mand, som talte meget hurtigt, meget fransk, og meget intenst. Han havde meget på hjerte, og ikke meget filter – det kom væltende ud, stort, småt, skidt, godt. Han åbnede en stribe flasker, fra årgang ’16, og skænkede op – Bourgogne Rouge, Les Combes. Marken ligger nøjagtig op mod Clos de Vougeot, og stokkene er 60 år gamle. Jeg var målløs! Vinen var voldsomt koncentreret, den var dyb og mørk i frugten – havde den sûrmaturité? Men samtidig havde den det fineste syreløft.. Ingen overmodenhed, blot gamle stokke, lavt udbytte og – og hvad mere? Næsten ingen svovl! Dér var den, det var den dér svage Roch-agtige tone, jeg ikke lige kunne sætte. Det her var så tæt på Nature, som det er muligt at være uden at være Nature..
Alle Vincents vine er lavet efter den formel, alle er fra gamle stokke, alle er lavet på udbytter så små, at man må sætte spørgsmålstegn ved fornuften i det – Mme Leroy gør det ganske vidst også, men hun råder over en lidt anden kategori af terroirer, og hendes vine sælges til en lidt anden pris. Vincents terroirer er ikke store – hans største er Nuits st. Georges 1. Cru Les Porrets st. Georges, af hvilken han laver 2 cuvéer – hver på ca. 500 flasker! Én på ‘unge’ stokke – Jeunes Vignes – der ‘kun’ er 40 år gamle, og én på gamle stokke, hvor hovedparten er plantet i 1939. Vincent er afgjort speciel.
Vincents vine er også specielle. De er dybt, dybt koncentrerede, hans frugt er mørk og blød, men samtidig frisk, nærmest syrlig og han har ikke ét eneste nyt fad i hele kælderen. Det er en stil jeg aldrig har smagt før, og den fascinerer mig voldsomt. Han er den første og hidtil eneste vigneron, der har formået at få mig til at drikke Chorey-les-Beaunes, oven i købet i store slurke og med et saligt smil om munden.
Kom og oplev Vincent’s vine nu på fredag – vi smager hele sortimentet.
Læs om de enkelte vine her: https://www.wineinvein.com/producenter/vincent-ledy/
Vi begrænser os til 10 deltagere. Derfor er tilmelding strengt nødvendig, efter først-til-mølle princippet. Din deltagelse er ikke sikret, før jeg har svaret på din mail til:
kontakt@wineinvein.com
Som sædvanlig koster det gratis.
Vel mødt til Pop – Up På Prags!