Tja, under normale omstændigheder ville vi jo sidde og smage vin netop nu..
Men det er ikke normale omstændigheder. Og selv om vi ville kunne afholde vores traditionelle Pop-Up På Prags inden for rammerne af lovgivningen (blot vi er under 10), så taler folkestemningen og almindelig forsigtighed ikke for det. Jeg havde ellers glædet mig meget til at præsentere en ny producent – det får vente til det igen bliver muligt at mødes med ligesindede og nørde vores passion sammen.
I mellemtiden, som min egen lille, irrationelle protest mod tingenes tilstand, har jeg besluttet at drikke god vin hver eneste dag og dele min oplevelse via WineInVeins Instagramside (wine_in_vein) og facebookside https://www.facebook.com/WineInVein
Kommenter gerne, hvis du føler for det. Jeg skal være den første til at mene, at det er en fesen måde at drikke vin på – jeg har altid sagt “Wine is for Sharing”, og det står jeg ved – men vi har jo for pokker ikke så mange andre muligheder for at dyrke vores hobby i ‘fællesskab’ for tiden.
Vaner er til for at ændres?
En ny praksis har meldt sin ankomst: Afspritning. Jeg har altid troet, at afspritning handlede om at drikke mindre (af hvilken grund jeg ingen erfaring har med det), men det viser sig, at det kan have en anden betydning, også. Alle vine, der for tiden pakkes hos WineInVein bliver afsprittet med hospitalssprit. Ikke denatureret sprit (køkkensprit), fordi denatureringsmiddelet er voldsomt bittert, og enhver kontakt kan ødelægge vinen fuldstændig.
Jeg taler af erfaring her: Jeg fik mit Trangia spritkøkken i fødselsdagsgave, da jeg fyldte 15 år, og jeg bruger det stadigvæk. Og jeg har lært på den hårde måde, langt oppe i Lapland og flere dage væk fra nærmeste butik, at pakke brænderen ind i 3 lag plastikposer, for selv dampende er nok til at ødelægge hele rygsækkens indhold af havregryn, brød, kaffe – selv tandpastaen bliver bitter..
Pas på jer selv!
Tavs