Beskrivelse
75% Pinot Meunier og 25% Chardonnay, og ligesom de øvrige vine altid vintage uden vin de reserve (vin fra tidligere årgange), selv om Pierre ikke skriver årgang på etikketten. Hans Cuvée Reserve ligger mindst 6 år Sûr Latte og halvandet år på flaske efter degorgering inden han slipper dem løs på intetanende Champagnedrikkere, der får sig noget af en oplevelse, når de bliver mødt af en smuk, helstøbt næse med solid frugt i en rød-bær’et retning, let skovbund og autolysekarakter (ristet brød) for fuld blæs. Smagen er helstøbt, med fin mousse, markant intensitet og både skovhindbær, et strejf af rødbede og ristet hasselnød og en lang, mineralsk og temmelig kompleks eftersmag. Den for tiden værende cuvée er fra ’13, degorgeret i ’22 – det er ikke nogen lille, diskret receptionsvin..