Beskrivelse
Weingut Kirsten HeldenSekt TR: I 2015 kom Bernhard og jeg på den idé at lave en bobblevin på mere modne druer, med højere fenolsk modenhed og højere mostvægt, altså sukkerindhold; uden at tilsætte sukker – altså en slags Pet Nat. Sammen med Bernhard forsøgte vi at standse gæringen, så der resterede de 24 gram sukker pr. liter, som skal til for at skabe 6 bars tryk ved flaskegæring – det tryk, som Champagne typisk har. Vi satte den gærende most på køl, da der resterede 30 gram sukker, men den gærede lystigt videre helt ned til 19 gram. Det kunne vi sagtens have lavet en bobblevin med 4,5 bar af, men det var ikke det, der var tanken. I stedet valgte vi at komme vinen på tank under vacuum, og året efter, i 2016, trak vi bremsen så tidligt, at vi landede på 27 gram pr. liter. Og så blandede vi de to basevine i det forhold, der endte med at give os de 24 gram, som var målet. Voila! Nu resterede blot at hælde på trykflasker og tilsætte en smule økologisk, neutralt gær til andengæringen. Som sagt, så gjort, og den resulterende vin blev, som med mine to andre Sekte, degorgeret uden tilsættelse af hverken svovl eller sukker, altså en Brut Sauvage Nature. Den kommer fra Pölicher Held-marken, og derfor fik den navnet HeldenSekt – vi var meget begejstrede både for resultatet og for den fine dobbelte betydning af navnet.
Vinen er markant anderledes i udtrykket, med mange flere af de tropiske toner fra moden Riesling; ananas og mango, og den har en lille smule Botrytis; ædelt råd. Lang og skifermineralsk på eftersmagen; jeg hygger mig med den især til friturestegte tapas, spansk stil, men det er vidst mere et tilfælde at det er blevet sådan. I virkeligheden går den nok til al stegt fisk eller skaldyr med kryddermayo eller Hollandaise.